Den varme sommer giver bedre vækstbetingelser for havbakterier, men langt de fleste kan fortsat trygt bade i havet. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI), som samtidig opfordrer personer med åbne sår til at være ekstra forsigtige.
En ny opgørelse fra SSI viser, at der i perioden 2020-2025 blev registreret 934 laboratoriebekræftede infektioner med havbakterier i Danmark.
Ifølge SSI findes bakterierne Vibrio og Shewanella naturligt i havvand og trives især i varmt brakvand med lavere saltindhold, som findes i de indre danske farvande.
“Langt de fleste kan trygt bade i havet. Men personer med åbne sår bør være forsigtige med at bade i varmt havvand, især hvis de samtidig har et svækket immunforsvar. Oplever man tegn på infektion efter kontakt med havvand, bør man søge læge,” siger Steen Ethelberg, epidemiolog og sektionsleder ved SSI.
De fleste infektioner er milde og viser sig som øre- eller sårinfektioner. I sjældnere tilfælde kan en sårinfektion udvikle sig til blodforgiftning og kræve hospitalsbehandling.
SSI oplyser, at infektionerne ses hyppigst hos personer, der bor langs bælterne og havet omkring de sydfynske øer, hvor bakterierne har særligt gode vækstbetingelser.
Ifølge instituttet kan længere perioder med høje havtemperaturer føre til flere infektioner. Den varme sommer i 2018 med badevandstemperaturer over 22 grader flere steder i landet medførte væsentligt flere tilfælde end normalt.
For at følge udviklingen tættere har SSI i 2026 etableret et laboratoriebaseret overvågningssystem for havbakterier.
“Vi har i 2026 etableret et laboratoriebaseret overvågningssystem for havbakterier. Det betyder, at vi kan følge udviklingen tættere og bedre overvvåge, hvordan forekomsten udvikler sig i Danmark,” siger Kristýna Faksová, epidemiolog ved Statens Serum Institut.

