Mødre uden særlig fedtsyre i blodet får oftere børn med astma

Udgivet

i

,

af

Et bestemt fedtsyremolekyle i gravide kvinders blod kan hænge sammen med børns risiko for at udvikle småbørnsastma og luftvejsinfektioner.

Det viser et nyt studie fra forskere ved Københavns Universitet og Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood, COPSAC, ved Dansk BørneAstma Center på Herlev og Gentofte Hospital.

Studiet har undersøgt sammenhængen mellem fedtsyremolekylet 12-HETE i blodet hos gravide og risikoen for, at deres børn udvikler småbørnsastma, også kaldet astmatisk bronkitis. Sygdommen rammer 10 til 20 procent af alle børn og er en af de hyppigste årsager til indlæggelser blandt børn i alderen 0 til 3 år.

-”For første gang viser vi, at et bestemt fedtsyremolekyle hos gravide er koblet til barnets risiko for at udvikle astmatisk bronkitis: Har mødrene ikke en målbar mængde af dette molekyle i deres blod under graviditeten, er der en øget forekomst af småbørnsastma i barnets første leveår,” siger astmaforsker og klinisk professor Bo Chawes fra Institut for Klinisk Medicin og COPSAC.

Forskerne fandt, at forekomsten af småbørnsastma i løbet af de første ti leveår var 62 procent højere, hvis moren ikke havde målbare mængder af 12-HETE i blodet, sammenlignet med mødre, hvor molekylet kunne måles.

Forskerne understreger dog, at studiet viser et statistisk sammenfald. Det kan derfor ikke udledes af studiet, om mangel på 12-HETE direkte forårsager astma.

Børn havde flere luftvejsinfektioner

Studiet viser også, at børn af mødre uden målbar 12-HETE i blodet under graviditeten oftere havde flere luftvejsinfektioner og en ændret bakteriesammensætning i luftvejene.

Ifølge forskerne understøtter det, at fedtsyremolekylet formentlig spiller en væsentlig rolle i udviklingen af astma.

-”Allerede når barnet er én måned gammel, kan vi se, at der er en helt anden bakteriesammensætning og immunrespons i deres luftveje, hvis vi ikke kan måle 12-HETE i blodet hos mødrene. Og de ting ved vi er helt afgørende for risikoen for at udvikle astma,” siger Bo Chawes.

Han peger på, at 12-HETE ser ud til at have betydning for den tidlige modning af barnets immunforsvar.

-”Det ser ud til, at 12-HETE er afgørende i den tidlige modning af barnets immunforsvar. Hvis barnet meget tidligt – allerede i mors mave – har for lave niveauer af de her fedtsyrer, så fører det formentlig til, at immunforsvaret ikke virker godt nok, og at det dermed får et ændret mikrobiom i lungerne. Og det kan øge modtageligheden for luftvejsinfektioner og udvikling af astma.”

Forskerne har fulgt flere hundrede mødre og deres børn over en tiårig periode. De har blandt andet analyseret blodprøver fra mødrene, undersøgt bakteriesammensætningen i børnenes luftveje og diagnosticeret småbørnsastma.

Omega-3 virker muligvis ikke ens for alle

Tidligere studier har vist, at tilskud med omega-3 under graviditeten i nogle tilfælde kan have en beskyttende effekt mod, at børn udvikler astma. Omega-3 findes blandt andet i fiskeolie.

I det nye studie undersøgte forskerne også, om 12-HETE kunne spille en rolle for effekten af omega-3-tilskud. I et lodtrækningsforsøg fandt de, at omega-3-tilskud tilsyneladende kun reducerede forekomsten af astma hos børn af mødre, hvor 12-HETE kunne måles.

I denne gruppe var forekomsten af småbørnsastma 58 procent mindre sammenlignet med gruppen, der fik placebo. Forskerne fandt ingen forskel, når fedtsyren ikke kunne måles hos mødrene.

-”Vi viser, at 12-HETE er afgørende for, om omega-3-tilskud under graviditeten har en beskyttende effekt mod småbørnsastma. Det er med andre ord ikke sikkert, at alle gravide vil have gavn af de samme tilskud, men i fremtiden vil vi måske kunne identificere dem, der vil få det største udbytte,” siger Bo Chawes.

Kan blive skridt mod mere præcis forebyggelse

Forskerne understreger, at det endnu er for tidligt at bruge resultaterne klinisk, for eksempel til at rådgive gravide om behovet for omega-3-tilskud. Først er der blandt andet behov for mere konkrete målingsværdier for 12-HETE.

-”Småbørnsastma er utrolig udbredt, og derfor er det helt afgørende at finde ud af, hvad der driver det, og hvordan vi kan forebygge det. Med vores studie har vi vist, at 12-HETE potentielt kan fungere som en biomarkør og dermed første skridt i retning af en mere personlig og præcis forebyggelse af børneastma,” siger Bo Chawes.

Studiet bygger på data fra to store mor-barn-kohorter. Den danske COPSAC2010-kohorte består af 738 mødre og 700 børn, mens den amerikanske VDAART-kohorte består af 881 kvinder og 810 børn.

I den danske kohorte målte forskerne 12-HETE i blodprøver fra gravide kvinder i den 24. graviditetsuge og fulgte børnenes helbred gennem ti år med fokus på astma og luftvejsinfektioner. Resultaterne blev efterfølgende efterprøvet i den amerikanske kohorte.

-”Det er i sig selv en kæmpe styrke, at vi følger over 700 kvinder og deres børn intensivt med biologiske prøver og monitorering af symptomer, helt op til de er ti år gamle. Vi påviser ikke en kausal sammenhæng, men det styrker studiet, at vi kan replicere vores fund i en amerikansk kohorte med et ret identisk design,” siger Bo Chawes.

:NB: