Novelle af Rita Larsson
Det var begyndelsen af december, og snefnuggene dalede stille ned over den lille by. Julestemningen havde langsomt sneget sig ind i både butikkernes vinduer og folks hjerter. Karoline kiggede ud af cafévinduet og betragtede julelysene, der glimtede i den begyndende skumring. Hun vidste, at julen altid havde været noget særligt, men i år føltes det anderledes – tomt, på en måde.
For et par måneder siden havde hun afsluttet et længere forhold, og hun havde besluttet sig for, at denne jul skulle være den, hvor hun fokuserede på sig selv. Ingen romantiske forventninger eller pressede middage – bare ro og hygge i sit eget selskab.
Men så dukkede Jonas pludselig op.
De havde gået i skole sammen for mange år siden, men livet havde ført dem hver sin vej. Karoline havde slet ikke regnet med at se ham igen, og slet ikke her i sin egen by. Han kom ind på caféen, rystede sneen af sit hår og kiggede sig omkring, før han fik øje på hende. Han smilede genkendende og gik hen til hendes bord.
“Karoline?” spurgte han med et grin og en overrasket mine.
“Jonas! Det var dog utroligt! Hvad laver du her?” spurgte hun med lige dele glæde og forbavselse.
Han forklarede, at han var hjemme for at besøge sin familie i juletiden, og de to faldt straks i snak, som om ingen tid var gået. De talte om gamle minder og delte grin over ting, der engang havde været så vigtige. Karoline mærkede en varme i sig, som hun ikke havde følt i lang tid. Jonas var ikke bare en gammel bekendt; han var en, hun havde delt en særlig tid i sit liv med.
Efter nogle timer skiltes de, men Jonas foreslog, at de mødtes igen i løbet af ugen. Karoline mærkede en gnist i hjertet ved tanken, selvom hun havde lovet sig selv, at denne jul skulle handle om hende.
Dagene gik, og de mødtes igen – først til en gåtur i sneen, derefter til julemarkedet i byen. De talte om alt mellem himmel og jord og delte stunder, der føltes som små mirakler i vinterkulden. Karoline begyndte at føle, at hun igen troede på julemagien, og at kærligheden måske kunne findes, hvor man mindst ventede det.
Da juleaften nærmede sig, vidste hun, at hun ikke kunne forestille sig at fejre den uden ham. Jonas, som også havde følt det samme, inviterede hende hjem til sin familie til julemiddag. De delte gløgg under misteltenen og sendte hinanden blikke, der fortalte mere end ord kunne udtrykke.
Da klokken slog midnat, og julen blev budt velkommen, stod de sammen ude under stjernerne og så sneen falde. Jonas tog Karolines hånd og kiggede hende dybt i øjnene.
“Jeg havde slet ikke regnet med, at denne jul skulle føles så rigtig,” sagde han stille.
“Det havde jeg heller ikke,” svarede Karoline, mens et smil bredte sig over hendes ansigt.
Og sådan, under vinterhimlen og med julelysene glitrende omkring dem, fandt de noget, der føltes som ægte kærlighed – en kærlighed at komme hjem til.