Novelle af Rita Larsson.
Himlen var høj og klar, og de gyldne og rustfarvede blade knitrede under Karens støvler, da hun gik gennem skoven. Efteråret var hendes yndlingsårstid, og hun nød hver en skridt, mens hun trak den kølige luft dybt ind. Hendes travle hverdag som lærerinde gav hende sjældent tid til at slappe af, men i dag havde hun besluttet sig for at tage fri og lade tankerne flyve.
Hun havde gået et stykke tid, da hun lagde mærke til en skikkelse foran hende. En mand stod med et kamera og fangede et billede af en gammel egetræsstamme. Da hun kom tættere på, bemærkede han hende og gav et venligt smil.
“Hej,” sagde han, og hans dybe stemme bar en ro, der passede perfekt til den stille skov. “Det er svært ikke at blive imponeret over naturen her, ikke?”
Karen nikkede. “Jeg elsker denne tid på året. Farverne, duften, alt føles så levende.”
Han rakte hånden frem. “Jeg hedder Thomas. Jeg er fotograf og kom herud for at fange nogle efterårsbilleder, men jeg tror, jeg har fundet mere end bare smukke træer i dag.”
Karen rødmede lidt, men smilede tilbage. “Karen. Og ja, det her er virkelig et sted fyldt med efterårsmagi.”
De begyndte at gå sammen og snakkede om alt fra favoritårstider til barndomsminder. Thomas fortalte hende om, hvordan han altid havde været fascineret af naturen, og hvordan efteråret var hans mest inspirerende tid. Der var noget ved de skrøbelige blade og de klare dage, der mindede ham om livets foranderlighed.
Karen følte sig straks hjemme i hans selskab. Han var både eftertænksom og sjov, og tiden fløj afsted. De fandt en lille lysning, hvor de satte sig ned for at nyde en termokande kaffe, som Karen havde taget med. De talte videre om livet, om drømme og om de små ting, der gør hver dag værd at leve.
Da de havde drukket kaffen, blev Thomas stille et øjeblik og kiggede hende dybt i øjnene. “Jeg ved, vi lige har mødt hinanden, men jeg føler allerede, at jeg har kendt dig i årevis,” sagde han med et skævt smil.
Karen mærkede hjertet slå lidt hurtigere. Hun havde det på samme måde. Efter en stund sad de der i tavshed, bare lyttede til skovens lyde og fuglenes sang, mens efterårsbladene dansede omkring dem.
Inden de skiltes, byttede de telefonnumre. Karen gik hjem den dag med en følelse af, at hun havde fundet noget specielt. I ugerne efter deres første møde fortsatte de med at ses. Hver gang de mødtes, fandt de ud af mere om hinanden og følte sig endnu mere forbundet.
Efteråret blev deres årstid. En tid, hvor naturen forandrede sig og blev klar til noget nyt – præcis som de to. Og i skoven, blandt de faldende blade, fandt de to fremmede hinanden og skabte en kærlighed, der føltes lige så naturlig som efterårets skønhed.