Eksperter revser sundhedskure

Udgivet

i

,

af

Arkivfoto: Photo-Mix / Pixabay

Danskerne bliver i disse år bombarderet med kostråd og kure som superfoods, detox, rå mad og stenalderkost fra eksperter og menigmand. Men nu revser en række førende eksperter nogle af sundhedskurene og advarer danskerne om at være kritiske over for skiftende kosttrends, skriver Søndagsavisen.

– Der er desværre mange myter og forestillinger og meget pladder, når det gælder sundhedsråd. Mange har interesse i at sige noget nyt og anderledes, for det kan man tjene penge på. Og folk er desperate og køber det, siger Jens-Christian Holm, der er overlæge på Holbæk Sygehus, til Søndagsavisen.

Interessen for at leve sundt er helt kammet over, så ‘sundhed’ kan ende med at blive usundt, mener Preben Vestergaard, der underviser i sundhed og ernæring på Professionshøjskolen Metropol.

– Mange stoler ikke på autoriteter og vil selv vælge, hvad der er sundt og usundt. De søger informationer på nettet og bliver bombarderet med absurde forestillinger om, hvad sundhed er, siger han til Søndagsavisen.

Nogle af sundhedskurene omtaler endda mulig helbredelse af blandt andet mave-tarm-problemer, depression, angst, diabetes 2 og så alvorlige sygdomme som kræft og sclerose. Det gør kandidat i ernæring Morten Elsøe gal.

– Det er nederdrægtigt og noget bullshit at påstå, at man gennem en bestemt kost – for eksempel med masser af grøntsagsjuice – kan kurere kræft, siger han.

At faste, superfoods, rå mad og stenalderkost – for at nævne nogle få – har fået tag i danskerne, skyldes måske, at 55 procent føler sig forvirrede over al den information, de får om sundhed og ernæring. Det viser en undersøgelse, som Arla Foods fik foretaget i november 2016.