Mere end hver tredje kvinde har det dårligt med at være nøgen foran andre voksne kvinder. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.
At kvinder har det anstrengt med at være nøgen sammen med andre kvinder i eksempelvis et omklædningsrum viser, at seksualiseringen af kvindekroppen i det offentlige rum har haft en negativ effekt, Christian Groes, antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet.
– I dag er der langt større fokus på, hvordan man skal se ud. Det lader til, at der er kommet et regime blandt kvinder, hvor man vurderer hinanden, og det ser ud til at være et stadig stigende problem, forklarer han til Søndagsavisen.
Kvinder er dog ikke alene om at have et anstrengt forhold til at være nøgne sammen med voksne af samme køn. Det samme gælder for hver tredje dreng og pige i alderen 18-34.
– I flere årtier har der været fokus på kvinder som seksuelt objekt, både i reklamer og i porno. Det er nu tippet, så mandekroppen i dag også er underlagt strenge idealer, og der er kommet en eksplosion i antallet af drenge, der får spiseforstyrrelser. Det bliver jo ikke bedre af, at det bliver lige for kønnene – det skulle hellere helt stoppe, siger sexolog Sara Skaarup.
Hvis det at tage tøjet af opleves som noget, hvor man skal udstilles og bedømmes, er det problematisk, mener Sara Skaarup.
– Når man klæder om, skal det jo ses som noget, man gør i forbindelse med noget, der giver velværd eller nydelse, og ikke noget, hvor ens værdi og rang som menneske skal måles, forklarer hun til Søndagsavisen.