August bider og stikker – gode råd om insekt stik og bid

Udgivet

i

af

Arkivfoto: skeeze / Pixabay

Mens sommeren går på hæld, vrimler hvepse og andre insekter frem – til stor irritation for dem, der må lægge krop til deres stik. Få gode råd om, hvordan du og dine børn undgår at blive stukket – og behandler stik, hvis uheldet alligevel er ude.

Sensommeren er den tid på året, hvor hvepse og andre insekter for alvor mæsker sig i menneskers kød og blod. Det betyder små hævelser, kløe og i værste fald allergisk reaktion.

– Heldigvis er de fleste insektstik ufarlige, men de kan være meget generende. Hvis man er blevet stukket af en bi, kan man mindske stikkets gener ved at fjerne brodden med en nål. Man skal ikke bruge en pincet, for den vil klemme giftsækken sammen og tømme mere gift ud, siger paramediciner Torsten Fugmann Kristensen fra Falck.

Hvepse- eller bistik kan dog være farlige, hvis man er allergisk. I sådan et tilfælde skal man søge læge med det samme. De typiske symptomer på en allergisk reaktion, der kræver lægehjælp, er voldsomme hævelser, utilpashed eller vejrtrækningsproblemer. Er der derimod tale om lettere allergiske reaktioner, kan antihistamin fra apoteker og supermarkeder dulme kløen og rødmen. Også is og lokalbedøvende eller kløestillende middel kan hjælpe med at lindre irritationen.

Tjek dine frugter
Det er en god idé at være opmærksom på insekter i frugt, før man spiser den, for at undgå stik. Især hvepsene bliver mere aggressive, efterhånden som de danske frugter modnes, fortæller Torsten Fugmann Kristensen. Derfor opfordrer han til, at man tjekker frugt.

– Kig lige en ekstra gang på det stykke frugt, du har plukket, før du putter det i munden. Især hvis du plukker en blomme, skal du kigge godt efter. Hvepsene kan nemlig bore sig ind i blommen, og så bliver det en ubehagelig oplevelse, hvis man først opdager den, når man har fået den ind i munden, fortæller paramedicineren.

Førstehjælpskasse kan hjælpe
Torsten Fugmann Kristensen anbefaler også, at man anskaffer sig en førstehjælpskasse med udstyr som flåtfjerner og giftsuger til insektstik, der kan hjælpe, hvis man bliver stukket.

– En førstehjælpskasse til udelivet er god at have liggende i hjemmet eller sommerhuset, fordi den indeholder det mest nødvendige førstehjælpsudstyr, når du eller en fra din familie færdes i naturen, siger Torsten Fugmann Kristensen.

Gode råd til at mindske risikoen for insektstik:

• Slå ikke ud efter insekterne, men bevæg dig roligt i nærheden af dem
• Dæk kød og søde madvarer til, når du spiser udenfor – eller spis inde
• Pas på ved havearbejde – brug lange bukser og lange ærmer, hvis du kan holde det ud for varmen
• Luk skraldespandene
• Sæt myggenet for de åbne vinduer
• Spar på parfumen
• Der findes desværre ikke midler, som kan holde bier og hvepse på afstand, men brug evt. myggelys, forskellige lotions eller spray mod myg.
Kilde: Falck