Syg på din sommerferie?: Sådan dækker ’Det blå kort’ og rejseforsikringen

Arkivfoto: Gellinger / Pixabay

Snart drager familien Danmark på sommerferie i Europa, og mange tror, at det offentlige betaler, hvis de bliver syge på ferien og har brug for lægebesøg, hospitalsophold og hjemrejse. Men det er ikke altid tilfældet, og en tur til lægen eller på hospitalet kan hurtigt blive en meget dyr affære.

Siden det blå EU-sygesikringskort blev indført i 2014 har mange danskere erhvervet sig det gratis kort, når de rejser udenlands. Desværre tror mange, at de med EU-kortet er sikret gratis lægebesøg og hospitalsindlæggelse på destinationen, ligesom de er i Danmark. Men det er ikke helt tilfældet, siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.

– Der er stor forskel på, hvordan du er dækket fra land til land. Du er kun sikret den behandling, som borgerne i det land, du besøger, selv modtager på offentlige behandlingssteder. I flere af EU-landene skal man selv betale en større eller mindre andel, hvis man går til læge eller bliver indlagt på hospitalet, så det skal du også betale, hvis du bliver syg – også selvom du har det blå EU-sygesikringskort, forklarer Lise Agerley.

Undgå dyre læge- og hospitalsregninger
Hvis man vil undgå læge- og hospitalsregninger, skal man tegne en rejseforsikring hos sit forsikringsselskab, lyder rådet fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

– Med en rejseforsikring får du dækket typiske ekstraomkostninger, der er forbundet med lægebesøg eller hospitalsindlæggelse på destinationen, så du ikke ender med selv at skulle betale regningen. Rejseforsikringen dækker også kompensation for ødelagte feriedage, hvis du bliver syg på rejsen – eller en erstatningsrejse, hvis du bliver indlagt i mere end halvdelen af din ferie. Og så har du adgang til en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig døgnet rundt. Rejser du uden for EU, dækker det blå kort ikke – så her kommer du ikke uden om en privat rejseforsikring, forklarer Lise Agerley.

Dyr hjemtransport
En af de helt store poster på budgettet, hvis du bliver akut syg på rejsen, er hjemtransport. Og hvis du kun er sikret med det blå EU-kort, står den for egen regning.

– Det er enormt vigtigt at have hjemrejsedækning. Bliver du så syg på din ferie, at du skal transporteres hjem med et ambulancefly, kan beløbet nemt løbe op over 150.000 kr., som du selv skal betale, hvis du ikke er dækket af en rejseforsikring, fortæller Lise Agerley.

Når du tegner en rejseforsikring, råder Lise Agerley til, at du får afklaret dækningsgraden med dit forsikringsselskab ift. geografi og rejsetype. Det kan variere fra rejse til rejse. Her opstiller hun seks gode råd til at få den rette rejseforsikring før ferien.

Gode råd: Sådan vælger du den rette forsikring
– Sørg for, at din rejseforsikring gælder i det land, du rejser til – ikke alle rejseforsikringer dækker alle lande.

– Hvis du gerne vil ud og prøve jetski, parasailing eller andre lignende aktiviteter, så undersøg om dit forsikringsselskab dækker dig, hvis du kommer til skade under disse aktiviteter. Nogle selskaber dækker nemlig ikke, hvis der sker noget under såkaldte ”farlige aktiviteter”.

– Vær sikker på, at hjemtransport er inkluderet i din rejseforsikring. Så kan du komme hjem fra din ferie, uanset hvor du er, i tilfælde af sygdom eller ulykkestilfælde uden selv at skulle betale.

– Lige meget om du rejser indenfor eller udenfor EU/EØS-landene, skal din rejseforsikring inkludere sygebehandling, så du kan få dækket dine udgifter til behandling hos en læge eller ophold på et hospital.

– De fleste rejseforsikringer gælder op til to måneders privat ferie. Er dit ophold længere, skal du forsikres anderledes. Det gælder også hvis du kombinerer din private ferie med en erhvervsrejse.

– Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du har en kronisk sygdom, er blevet skadet eller har været syg umiddelbart før afrejse. Det er kun dit forsikringsselskab, der kan vurdere, om din forsikring dækker evt. behandling i udlandet, hvis der skulle opstå komplikationer.

You May Also Like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *