Vi er dårlige til at give komplimenter

Arkivfoto: Unsplash / Pixabay

Uddeling af komplimenter er en disciplin, som mange danskere har det svært med.

I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, svarer 42 procent af danskerne, at det er noget, de burde være bedre til.

Det gælder blandt andet 38-årige Nomi Endriss, der tit tænker, at en kollega eller en bekendt ser godt ud, men ofte glemmer at få det sagt.

– Det er jo sjovt, at vi har en kultur, hvor vi godt kan ’like’ og rose hinanden på de sociale medier, men sjældent gør det, når vi står ’face to face’, siger hun til Søndagsavisen.

Psykolog Nina Werner tror, at en af årsagerne til, at vi ikke kaster om os med komplimenter, er, at vi er bange for at blive misforstået.

– Når man sender et signal om, at man i dette øjeblik vurderer den anden positivt, så siger man mellem linjerne, at man også kan vurdere den anden negativt. Samtidig kan man måske tro, at modtageren vil mistænke en for at have en skjult dagsorden med at give det, forklarer hun.

Nina Werner påpeger, at komplimenter kan styrke vores relationer og anbefaler, at man bare kaster sig ud i det.

– Kobl det eventuelt sammen med et spørgsmål. Det kan eksempelvis være: ‘Hvor er det sejt, at du løb det maraton, tog det lang tid at træne op til det?’ På den måde bruges komplimentet til at sætte gang i en samtale og står ikke bare og blafrer i vinden, forklarer hun.

Det halter dog ikke kun med at give komplimenter, 39 procent af danskerne neddrosler det, når de får et. Det gælder også Nomi Endriss.

– Jeg modtager altid et kompliment med skepsis og et spørgsmål om, hvorvidt det virkelig er noget, folk mener. Jeg tror, at det skyldes en blanding af manglende selvtillid og lidt frygt for janteloven, siger hun.

Er du typen, der begynder at holde en lang tale om, at dit tøj bare er fra H&M, eller på andre måder taler komplimentet ned, skal du stoppe op.

– Jeg tror, at mange tror, at janteloven rammer meget hårdere, end den rent faktisk gør. Så vend det om, og tænk, om du virkelig ville synes, at andre var selvfede, hvis de bare sagde tak og tog imod et kompliment fra dig, siger hun til Søndagsavisen.

You May Also Like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *