Prinsesse Marie satte fokus på fattigdomsbekendelse i Myanmar

Prinsessen på besøg på et lokalt væveri ved Inlesøen. Vævning er den primære indkomstkilde for hovedparten af kvinderne ved Inlesøen. Foto Nikolaj Svennevig
Prinsessen på besøg på et lokalt væveri ved Inlesøen. Vævning er den primære indkomstkilde for hovedparten af kvinderne ved Inlesøen. Foto Nikolaj Svennevig

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie er netop vendt hjem efter en rejse til Myanmar, hvor hun i sin egenskab som protektor for Folkekirkens Nødhjælp har sat fokus på fattigdomsbekæmpelse.

Prinsessen besøgte en række landsbyer ved Inlesøen og projekter, som støtter den lokale befolkning.

– Det var meget bekræftende at se, hvordan simple redskaber kan være med til at skabe bedre vilkår for fattige og udsatte familier. Befolkningen lærer at organisere sig i låne-spare grupper, hvor de på skift kan låne til lidt større investeringer som en symaskine eller en ged, der bl.a. giver mulighed for, at familier kan tjene egne penge og dermed brødføde sig selv. Det rørte mig dybt at mærke befolkningens stolthed over de fremskridt, de selv har været med til at skabe, siger H.K.H. Prinsesse Marie.

Myanmar har de seneste år gennemgået en rivende udvikling. Men den positive udvikling, både politisk og økonomisk, er desværre ikke smittet af på den fattigste tredjedel af befolkningen.

Rejsen gik bl.a. til små landsbyer ved Inlesøen, der ligger i den centrale del af landet. Her var der besøg i en landsby, som endnu ikke havde fået hjælp, og en landsby, der har været en del af Folkekirkens Nødhjælps projekter i halvandet år.

En landsby får i gennemsnit støtte i tre år, og her formår befolkningen i fællesskab med Folkekirkens Nødhjælp at skabe en bæredygtig udvikling, der sikrer, at landsbybeboerne får langt bedre levevilkår.

Befolkningen undervises desuden i, hvordan de kan sikre en bedre og mere stabil indkomst, og særligt kvinderne organiserer sig i grupper, hvor de undervises i rettigheder. En stor del af projekterne går desuden ud på at højne hygiejnen i landsbyerne, så der er bedre adgang til rent vand og sanitet.

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Myanmar siden 2010. Størstedelen af projekterne omhandler fødevaresikkerhed og rettigheder.

This slideshow requires JavaScript.

You May Also Like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *